At overleve undergang - en mosaik af eksistensens stemninger: del I: Byen (en Danés)
Reseña del libro "At overleve undergang - en mosaik af eksistensens stemninger: del I: Byen (en Danés)"
Uddrag fra del I: Byen Prolog: Alle folk har et liv, det er deres enestående, unikke liv. Det f ler de. Ingen andre er centrum i deres liv som de: kun jeg er mig - og jeg er s rlig. Det er parolen. Det er individets slagord. Det er en schlager, t nker jeg. Se mig, se mig! siger de. Ikke h jlydt, men det runger alligevel ud over ruinmarkerne. Verden opt ller milliarder af enkeltmennesker, af myrer, de kravler af sted, g r deres gerning. Arbejdsmyrer. De er flittige. De l ber mellem hinanden, b rer, kravler - hen over hinanden - de tisser. Det kr ves. Altid i bev gelse. For sig. Solo. En myretue er et fascinerende syn, så megen mylder, så mange tusinder, et virvar intet menneskeligt intellekt kan finde hoved eller hale i, krydsende, frem og tilbage - dog altid hen imod et f lles mål. Den samlede tues vel og overlevelse. Mennesker har to ben og går oprejst. De er mere udviklede, siger evolutionsbiologer. Hvad g r de med disse to ben? t nker jeg. De spankulerer rundt i deres egen lilleputhistorie, deres enestående fort lling, hvor de nyder at v re midtpunkt: Her hersker jeg. Dette er min beretning. Jeg er hovedpersonen og dette territorium er mit - mit! Passage 6 - Det er ikke det v rste ... jeg... - Carl, se på mig! Det gjorde du ikke. Det gjorde du bare ikke! - Desv rre, jeg fortalte om vores togt ... og om... - Åh nej! - Jeg fors gte at undgå det, men hun havde gennemskuet mig. Hun vidste, at noget var h ndt, og jo mere jeg ben gtede, des mere mistroisk blev hun ... til sidst l d det l gnagtigt selv i mine egne rer. De tre brede trin fejler jeg aldrig ... Passage 8 De glaner vinduet. Jeg med. På frosten og de udeblevne tr kfugle. De ser gennem vinduet. Og? - hvad ser vi egentligt? Det vore jne ser, eller det vi nsker at se, når vi ser gennem vore jne, i al forf ngelighed. ... "I al forg ngelighed," tilf jer De. Intelligent. ... "Jeg må f rst," - jo tak. Jeg skuer havari og henstand, s nderskudte mure og menneskehed. ... "Altså en almindelig s ndag morgen,"- net
